Annemette Voss Fridthjof

Velkommen til et univers fyldt med kreativitet, ærlighed, webshop og lækre opskrifter

Frosting by Voss

Hjem » Andesauce med rødvin og…

Andesauce med rødvin og fløde – perfekt til juleanden

🩶12. december, 2020

En helt vidunderlig god sauce, – det er, hvad det her er.

Og den smager rigtig skønt til min opskrift på andesteg i ovn fyldt med æbler, appelsiner, svesker og timian.

Andesauce skal nemlig ikke smage som flæskestegssauce og i min familie serverer vi derfor altid to saucer til jul – ligesom så mange andre familier. Den store forskel er, at min andesauce får lov at stå og koge ind over flere timer og får virkelig megen kraft fra krydderier, andefond og rødvin – hvorimod saucen til flæskestegen er en helt anden type sauce.

Jeg håber du vil forelske dig i denne sauce ligeså meget som jeg selv. Lad mig høre, hvad du synes?

Andesauce med rødvin, timian, appelsin og fløde

 

Andesauce
20 g smør
2 skalotteløg, finthakket
3 dl kraftig rødvin
1 stjerneanis
4-5 timiankviste
1,5 dl appelsinsaft
3 dl andesky fra bradepanden under stegen (uden fedt)
1 dl piskefløde
Sovsejævner
Salt/peber evt.

Andesauce: Smelt smørret på bunden af en lille tykbundet gryde. Snit løgene fint og sauter i gryden til de er blanke. Løgnene skal ikke blive brune. Hæld 3 dl rødvin på, læg stjerneanis og timiankviste ned i gryden og skru helt ned for blusset. Lad det koge ind i løbet af de næste par timer. Når der kun halvt så meget lidt væde tilbage i gryden tilsættes appelsinsaften. Lad det fortsat småsimre ved lav varme.

Når anden kommer ud af ovnen sier du skyen fra bradepanden. Kasser indvoldene og grøntsagerne, der lå i bradepanden. Når fedtet flyder ovenpå skyen skal det fjernes ved hjælp af en sovseske eller lign., så det kun er skyen der er tilbage. Tip: brug en lille pipette eller sprøjte til at suge fedtet op fra overfladen. Andefedtet kan gemmes til at stege i, eller du kan smide det ud.

Tilsæt 3 dl andesky til sovsen sammen med fløde. Giv sovsen et opkog og smag til med salt og peber. Jævn sovsen med sovsejævner.

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Kom med på mit nyhedsbrev

Webshop

Pyntebogen, 2020

199,00DKK

Popular posts: